 |
|
| Nu 180 år med VVS | |
| Indhold |
Link til hjemmeside for øen Hjarnø
|
 Grundlægger Jens Hjernøe
|
Århus 1832 Kobbersmeden kom til Århus i 1832. Han hed Jens Hjernøe, kom fra Horsens og flyttede midlertidigt ind hos dyrlægen i Guldsmedgade. I en annonce indrykket i Aarhus Stiftstidende i 1832 oplyste han om sig selv:
Her havde han en ugift kobbersmedesvend Lauritz Lind på 22 år samt lærlingen Søren Salling på 17 år til at hjælpe med ved arbejdet. På dette tidspunkt var der kun to andre kobbersmede i Århus, eller rettere kobbersmedeenker. Den ene efter kobbersmed Beck i Studsgade og den anden efter kobbersmed Gabrielsen i Badstuegade. Otte år senere, i 1840, kan vi i folketællingen se, at forretningen er udvidet med endnu en svend og en lærling, at Jens Hjernøe nu har stiftet familie med Marie Nicoline Weibel, og at husstanden ud over de 4 ansatte og kobbersmeden også tæller en datter Rasmine på 3 år. Et par år efter var der råd til at købe eget hus. Det blev Klostergade 10, og huset rummede forretning og beboelse i forhuset og værksted samt beboelse i en sidebygning. I den lidt ældre brandtaksation fra 1837 kan vi se, at forhuset var på 7½ fag og opbygget i grundmur i den vestre ende, hvor der var forretning og i bindingsværk i den østre ende, hvor der var beboelse. Baghuset på 5 fag var også i bindingsværk og i øvrigt udstyret med to jernkakkelovne som i forhuset.
|
 |
Kobbersmedefamilien
Kobbersmeden faldt hurtigt til i byens sociale liv, og allerede i december 1832 var Jens Hjernøe fadder ved guldsmedemester Borregaards datters barnedåb, og året efter var det ved kleinsmedemester A. Sørensens datters dåb. Man var accepteret i håndværksmestrenes kreds. Familien bestod nogle år senere i 1845 ud over kobbersmeden og hustruen på 33 år, af deres tre børn Rasmine, 9 år, Carl Christian, 4 år og Ane Kirstine, 2 år. Hjernøes gamle mor på 75 hørte også til husstanden sammen med en 45-årig kobbersmedesvend fra København, en 17-årig lærling fra Haderslev, tjenestepigen Dorthea Sophie Theil fra Dollerup ved Viborg og en logerende styrmand fra Horsens, som alle spiste med ved samme bord og sov under samme tag. Huset i Klostergade 10 gav også husly til to andre familier: En sømandskone fra Kristiansand med hendes tre børn og en 56-årig enke fra Vejlby, der levede af at vaske for andre, samt hendes datter Eline på 22 år, der ernærede sig som syerske. Man boede tæt dengang, når man betænker, at der også skulle være plads til både værksted og forretning. Værkstedet lå i en sidebygning, hvor een eller flere af familierne også må antages at have boet.
|
 |
Samovarer
og brandsprøjter
Man producerede selvfølgelig kobberkøkkentøj i den gamle kobbersmedje, men Hjernøe specialiserede sig særligt i temaskiner af messing, det vi i dag kalder samovarer. Een af dem blev præmieret i 1833 sammen med Tegneskolens elevarbejder, idet: "Hjernøe havde fremstillet en Theemaskine, der vandt almeent Bifald formedelst den Nøiagtighed, hvormed Arbeidet var udført". Firmaet fremstillede desuden brandsprøjter, og i en annonce fra 1833 tilbød Jens Hjernøe sammen med gørtlermester Kandelsdorf brandsprøjter, som de i fællesskab fremstillede: "Brandsprøiter af forskellig Størrelse fra 1 til 2 Mands Kraft, tillige modtages gamle til Reparation, alt saa billigt som muligt og for Arbeidet ville vi være ansvarlige." For at beskytte sig mod fuskere var det allerede i 1746 blevet påbudt kobbersmedemestrene i København at stemple deres arbejder, og der advaredes mod at lade stemplerne ligge frit fremme, hvis nogle skulle føle sig fristede til at misbruge dem. Jens Hjernøe har også stemplet sine varer i de første år, men fra 1862, da det gamle laugsvæsen ophørte, var det ikke længere nødvendigt at stemple produkterne fra kobbersmedjen.
|
| Skiveskydning
Jens Hjernøe var en meget foretagsom mand. I 1836 indrykker han en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor han proklamerer, at "Undertegnede agter at holde Skiveskydning Fastelavns-Mandag om Morgenen Kl. 8 over en deel Kobber- og Messingarbeide af Værdi 40 Rigsdaler. Nummeret betales med 4 Mark og der skydes med Riffel paa 130 og glat Bøsse på 80 Alen a Point." Fra en lignende annonce senere samme år kan vi se, at skydningen blev afholdt i Hr. Bendstrups Toft ved Riis Skov, og ved denne lejlighed var det blandt andet en temaskine af messing til en værdi af 18 rigsdaler, der blev udbudt som præmie. Et par år forinden var Aarhus Borgerlige Skydeselskab blevet grundlagt, men Hjernøe har tilsyneladende ønsket at arrangere sine egne skiveskydningskonkurrencer. Senere er han dog blevet medlem, og en af de ældre skydebrødre fortæller om ham i et af skydeselskabets skrifter fra 1916: "Den mest berømte af skydebrødrene i min Tid var Kobbersmedemester Hjernøe paa Klostergade. Han var nok en ganske udmærket Skytte og blev som saadan undertiden indbudt til Jagten paa de store Herregaarde og Godser, hvortil han godt egnede sig, da han var en af Byens mest udviklede Håndværksmestre. Jeg husker en Anekdote om hans sikre Skud: Ved en Skydning paa sin sædvanlige Bane ved Stranden under Riis Skov, hvor Skiven var opstillet, havde der indfundet sig en Bondedreng fra Egaa. Han havde været i Aarhus efter et lille Anker Brændevin, og med den største Iver iagttog han Skydningen, naar nogen ikke ramte Skiven, grinte han og haanede den uheldige Skytte. Brændevinsankeret havde han under Armen, større var det ikke. For at gøre en Ende på den unge Lømmels Overlegenhed skal Hjernøe da have affyret et Skud saaledes, at hans Kugle gik ind ad den ene og ud af den anden Bund af Brændevinsankeret, saa Brændevinen gav sig til at pible ud. Bondedrengen fik travlt og stoppede Fingeren ind i det Hul, der vendte fortil, men det hjalp ikke, og Skydebrødrene morede sig ganske ustyrligt over hans Forfjamskelse". Skydeselskabet var i hovedsagen en selskabelig forening, hvor byens håndværksmestre mødtes og dystede på deres skydefærdighed. Efterhånden ophørte traditionen med at få håndværksmestrenes egne produkter som gaver, det være sig spytbakker, 6 polerede stole, en tobakspibe, krudthorn, proptrækkere, 6 lærredsflipper, fri barbering i tre måneder hos Barbermester Bygballe mv., og vandrepokaler af sølv blev indført. Aarhus Borgerlige Skydeselskabs skydekonkurrencer har hvert år ufortrødent fundet sted i Riis Skov, og Jens Hjernøes oldebarn Gunnar Hjernøe var i 1997 som 88-årig stadig et aktivt og dygtigt medlem af Skydeselskabet.
|
|
| Sønnen
Christian Hjernøe
Hjemme i kobbersmedeforretningen i Klostergade fortsatte fremstillingen af temaskiner, brandsprøjter og nu også vandledninger, og i 1869 falbyder man: "Mælkekjedler til Schæferi". Sønnen Christian Hjernøe var i 1860 blevet gift med Jomfru Birgitte Mathilde Ulrikke Schwartz, skrædderdatter fra Møllestien og den 1. april 1871 overdrog den gamle kobbersmed virksomheden til sin søn. Som sin far blev også Christian Hjernøe brandmester i Århus, og der fortælles i familien en historie om hans tid som brandmand. Den øverstkommanderende var saddelmagermester Tønnesen fra Vestergade, mens Hjernøe var næstkommanderende. Tønnesen var ikke ret flink til at rykke ud, når der var ildebrand: "Det kan du nok klare, Hjernøe," lød det sædvanligvis. Det var kobbersmeden efterhånden ret træt af, og en aften, da alarmklokken havde ringet hos Hjernøe, og han ikke havde tid til at rykke ud, ringede han til Tønnesen og sagde, at nu var det altså hans tur. Det synes Tønnesen nu ikke kunne være rigtigt, og Hjernøe gav sig også denne gang, dog sagde han til Tønnesen, lige før han ringede af: "det er forresten din forretning, der brænder". Christian Hjernøe fortsatte med stedets vanlige produktion af kobberkøkkentøj, og temaskinerne stod særligt hans hjerte nær. Een af dem skulle sælges til grev Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs på Frijsenborg, og en familieanekdote lyder, at kobbersmeden havde lidt svært ved at få sagt prisen, da de kom fra godset for et hente den. "Men så sagde Bedstemor et højt beløb, som blev betalt, og bagefter svingede Bedstefar hende rundt og sagde: Du er en knag", fortæller barnebarnet Gunnar Hjernøe. Christian Hjernøe kunne ikke rigtig lide at skulle sætte prisen på sine ting; han gik mere op i glæden ved at fremstille dem. Men det fik familien jo ikke brød på bordet af, så derfor var det hans kone, der med stor forretningssans tog sig af den side af sagen og også førte regnskabet. Drengene skulle hjælpe med at træde blæsebælgen, og mod en symbolsk betaling fremstillede de pudsepulver ved at gnide mursten mod hinanden. Pulveret blev brugt til at pudse de finere kobberting op med. Mens Hjernøe fortsatte med det traditionelle kobberkøkkentøj, slog een af hans svende A. Wilson sig på produktion af større kobberanlæg til bryggerier og brændevinsbrænderier, og han nedsatte sig i Klostergade 14. Næsten dør om dør arbejdede de to kobbersmedemestre, og efterhånden viste det sig, at Wilson havde fat i den lange ende. De store kobberinstallationer til den hurtigt voksende industribys spritfabrikker og bryggerier, men også farverier, mineralvandsfabrikker og kemiske fabrikker viste sig at have fremtiden foran sig, mens det håndlavede kobberkøkkentøj snart blev fortrængt af fabriksfremstillede blik- og emaljeprodukter. Medens Hjernøe i 1878 havde en skatteindtægt på 800 kr, kunne Wilson nogle år tidligere i 1872 opvise 4.000 kr. om året. Hjernøe brød sig ikke om at flikke på de itugåede emaljekander og kar, som kunderne efterhånden dukkede op med, og i 1883 besluttede han sig for at tage mod tilbuddet om at blive ansat på Gasværket, hvor man manglede en kyndig kobbersmed til at vedligeholde alt kobberinventaret. Ved årsskiftet 1883/84 afhændede han det 50 år gamle familiefirma til kobbersmeden H. Chr. Hansen. Medvirkende til, at han kunne tage denne beslutning, var nok, at hans far Jens Hjernøe var død i 1881, 49 år efter at han startede forretningen.
|
|
 |
Hans
Christian Hansen
Den nye kobbersmed var født i Nykøbing Falster, udlært i København og fik i 1884 borgerbrev i Århus, hvor han flyttede med familien ind i den gamle kobbersmedebygning i Klostergade 10. Denne ende af Klostergade husede på dette tidspunkt en hel del andre håndværksmestre. Af vejviseren fra 1885 fremgår det, at naboen i nr. 12 var skomagermester Clausen, i nr. 14 havde kobbersmedemester Wilson stadig sin forretning, i nr. 16 var der endnu en skomager, og i nr. 18 havde gørtler J. Lund forretning. Nr. 20 husede Aarhus Æggeforretning, og i nr. 22 havde farver Nobel sit farveri. Gørtler J. Lund lagde her grunden til firmaet I.P. Lund, der i dag er kendt for sine Vola vandhaner. Produktionen ligger i dag i Højbjerg. Huset i Klostergade 10 rummede i 1885, ud over kobbersmedefamilien H. Chr. Hansen og hans kone Kirstine med deres 5 børn samt to kobbersmedesvende på 26 og 23 år og en læredreng på 18 år, også fire andre familier. I alt boede der 26 personer i de to bygninger, som også rummede værksted og forretning. På 1. sal under taget boede 2 arbejdsmandsfamilier med i alt 7 børn, og på 1. sal i baghuset boede en 42-årig enke Marianne Petersen med hendes to børn samt den 66-årige ugifte Mette Marie Jensen med sønnen, som var sømand.
|
| Dagligliv
i håndværkerfamilien Der er ikke bevaret nogen beskrivelse af dagliglivet i kobbersmedefamilien i Klostergade, men vi kender til vilkårene fra en anden lignende familie. Det drejer sig om blikkenslagerfamilien Sørensen, der boede i Skt. Annagade på Frederiksbjerg i Århus omkring 1880, og blikkenslagersønnen S.P. Sørensen (født 1874) har til Nationalmuseet skrevet om sin barndom: "Vi var 6 Søskende og en gammel Tante til min Moder, som havde Ophold hos os til sin Død. Min Fader var ogsaa Blikkenslager og havde selv Forretning. Vi boede i en alm. 2 Værelses Lejlighed med Køkken. Entré eller Korridor brugtes ikke til almindelige Lejligheder den Gang. Lejen var mellem 100 og 150 Kr. aarlig. Vi havde en Stadsstue med 1 Sofa og 4 polstrede Stole, et ovalt Nøddetræs Bord og en stor Puffe. Paa Væggen hang 2 Olietryks Billeder, samt et kendt Billede i Hjemmene den Gang. Det hed "Mødet i Skoven". Det var alt Inventaret, og denne Stue brugtes kun om Julen og saa naar der kom Fremmede, men det var sjældent. Sovekamret, som man den Gang kaldte det, brugtes altsaa af Familien paa 9 Medlemmer baade Dag og Nat. Møblerne var 2 store Senge med Udtræk, som stod langs Væggen med Enderne mod Hinanden og saa en saakaldt Slagbænk med dobbelt Udtræk fra Siden, saadan at der kunde ligge 4 Børn deri over Natten. Naar den saa var skubbet sammen om Dagen og Laaget lagt på, var den ligeledes en god Bænk for en 3-4 Børn. Foran Slagbænken stod saa et ganske simpelt malet Fyrretræsbord med en stor Skuffe i, hvor Far havde sine Papirer og Dokumenter. Det var hans Skrivebord. Saa var der en Bogreol til vore Skolebøger, som Far selv havde lavet og saa Kakkelovnen, hvori der blev fyret med Stenkul, som var i saa store Stykker, at vi maatte selv knuse dem i mindre, inden de kunne puttes i Kakkelovnen..Det daglige Liv formede sig saadan, at Far skulde møde paa Arbejde kl. 6 Morgen. Arbejdstiden var i Reglen fra 6 Morgen til 17 Aften med 1 Times Middag. Den blev ikke ændret før i Midten af Halvfemserne til 1½ Times Middag. Vi Børn, der saa gik i Skole skulde møde kl 8... Familien spiste samlet til Middag mellem Kl 12-13. Maden var Grønkaal, Hvidkaalssuppe, Ærter og alm. klar Suppe. Selvfølgelig fik vi rigelig med forskellig slags Grød og Velling. Flæskesteg eller Kalve- og Oksesteg var den Gang Herreretter for almindelige Mennesker.... Der spistes saa til Aften Kl 19. Rugbrødsmellemmadder med Fedt og Margarine eller Kunstsmør, som det hed den Gang. Paalæg var Frikadeller, Kartofler og Ost eller bar Fedtebrød. Saa var det Aften og Far tændte sin lange Pibe og læste Avisen. Mor og den gamle Kone havde altid nok at bestille med at sy og lappe og strikke Strømper.... Vi boede i et udpræget Arbejderkvarter, hvor de fleste Familier havde en 6-8 Børn. Min Far havde en Ejendom med 4 Lejligheder i Forhuset og et lille Sideskur med 1 Lejlighed og Vaskehus." Forholdene hos kobbersmedefamilien i Klostergade har næppe været meget bedre. På et fotografi fra 1895 (gengivet s. 7) kan man se huset med kobbersmedeforretningen i den ene ende og beboelsen i den anden. Under taget boede så arbejdsmandsfamilierne med de syv børn, og bag forhuset kan vi skimte skorstenen fra værkstedets esse i sidehuset, der jo også rummede et par familier. Indvandringen af nye beboere til Århus steg eksplosivt i de sidste årtier af forrige århundrede. Landbrugskrisen havde drevet tusinder af landarbejderfamilier ind til byen i det håb, at de her kunne finde arbejde til en rimelig løn, som kunne mætte alle munde i familien. Befolkningstallet steg fra 7.800 i 1850 til 51.800 i 1901, og selvom store nye "indvandrerkvarterer" skød op, bl.a. syd for bygrænsen på Frederiksbjerg og vest for Nørregade (det senere såkaldte Øgadekvarter), var der til stadighed mangel på boliger. Små to-værelses lejligheder rummede ofte familier med mange børn, og de dårligst stillede lejede kun et enkelt værelse.
|
|
| Kobbersmedens
nye produkter
At H. Chr. Hansen har fortsat en del af den gamle kobbersmedeproduktion med kobberkøkkentøj, fremgår direkte af fotografiet af huset i Klostergade, idet kobberkøkkentøjet hænger udenpå forretningen. I vinduerne kan man skimte nogle af de nye produkter: vandhaner og gasapparater, og i annoncer for firmaet i vejviseren får vi oplyst, at man i 1891 og 1892 også solgte lynafledere, transportspande til mælk (junger), ostekar, koge- og køleapparater til mejerier samt gasbesparende kogekar af blik og emaljerede kedler samt gummislanger; Et alsidigt sortiment, tør det nok siges. Fra de tidlige år i Klostergade har H. Chr. Hansen senere fortalt til Aarhus Stiftstidende: "Det var smaat, den Gang jeg begyndte. Min Kone maatte saamænd tidt og ofte op midt om Natten og trække Blæsebælgen, men hvad - det gik jo godt altsammen. Og det gik Fremad, gjorde det. Den gang var Skomager Clausens Sted det højeste paa Klostergade - men da saa jeg byggede om, voksede mit jo lidt ovenover det." Firmaets store artikel var dog fortsat brandudstyr, og H. Chr. Hansen blev ligesom sine forgængere optaget i brandkorpset. 1885 blev han brandmester, i 1909 brandassistent og i 1911 vicebrandinspektør. Hansen har ved senere jubilæer underholdt i Aarhus Stiftstidende med historier fra brandudrykningerne. Een af dem foregik i 1899, da der opstod en stor brand i Mejlgade. Restauranten Mejlborg brændte også, og: "Da saa vi Brandmænd kom ind i Restauranten for at redde hvad reddes kunde, og saa det veldækkede Bord, satte vi os et Øjeblik, og jeg skal love for at Kyllingerne fik Ben at gaa paa." En anden gang var der brand i Trikotagefabrikken i Rosensgade, og han var selv løbet op på taget af den brændende bygning med et strålerør. "Idet jeg løb hen over det flade Tag, hørte jeg pludselig en raabe nede fra Gaden: Gaa ikke længere! Jeg standsede, og til min Skræk opdagede jeg, at havde jeg gaaet tre Skridt mere, vilde jeg være faldet gennem en stor Aabning og ned i Flammerne." H. Chr. Hansen blev senere dekoreret med brandkorpsets medalje for sin mangeårige indsats i Aarhus Brandvæsen, og ved sin afgang fra korpset i 1917 indstiftede han et legat på 1.000 kr., hvis renter skulle komme betrængte medlemmer eller deres enker til hjælp, hvis de "var kommen i Trang".
|
|
| Det
nye hus i Klostergade
Forretningen i Klostergade 10 gik efterhånden så godt, at det blev muligt at bygge et nyt hus. Kobbersmedens skatteindtægt i årene fra 1885 til 1894 steg fra 800 kr. til 4.500 kr., og i år 1900 var man oppe på 5.000 kr. Skatten beløb sig til 312,50 kr. samme år. Den 16. juni 1898 besluttede Hansen sig for at købe naboejendommen nr. 12 af skomagermester Clausen, og her skulle familie og forretning flytte ind. Kobbersmeden havde nemlig samme år ansøgt byrådet om tilladelse til at rive sit gamle hus ned og bygge et nyt og større på grunden. Byrådet indvilligede i at give Hansen dispensation fra flere af bygningslovens paragraffer, og vi kan af referatet fra Bygningskommissionens møde den 3. september 1898 se, at han har fået lov til at bygge: "en 3 Etagers til Beboelse indrettet Bygning med Beboelseskvist, en Sidebygning mod øst til Bageri og Beboelse, en Sidebygning mod vest til Beboelse, en Retiradebygning samt en Bageriskorsten", og selv om etagearealet af bygningerne på i alt 474½ kvadratalen reelt var for stort i forhold til grundens areal på 208½ kvadratalen, blev der alligevel givet ham tilladelse til at opføre bygningerne. Betingelserne var dog:"at hele Gaarden kloakeres og forsynes med behørige Af- og Nedløb, at hele Gaardspladsen belægges med Beton efter Sundhedskommissionens Anvisning, at der ikke i Gaarden findes noget som helst opstaaende, saasom Skure, Halvtage, faste Skarnkasser eller lignende, at der opføres et ikke overdækket Pissoir, og at der i Forbindelse med Retiraden indrettes et Tønderum til Udskylning af Klosetspandene..." Der skulle være rent og ordentligt i den lille gård bag beboelsen. Det, der umiddelbart kan undre ved en første gennemlæsning af husbeskrivelsen, er, at H. Chr. Hansen ikke angiver, at der skulle være forretning og værksted i den nyopførte bygning. Kun beboelser og et bageri samt en butik. Og på byggetegningerne fra samme år kan vi heller ikke finde kobbersmedeværkstedet i den nye bygning. Til gengæld er der sat plads af til et kontor og en større butik i bygningens stueplan til venstre for indgangen. Forklaringen kommer, når man gennemser flere af dokumenterne i byggesagen. To år senere, i år 1900, ansøger H. Chr. Hansen nemlig Bygningskommissionen om tilladelse til at gennembryde gavlene mellem Klostergade 10 og 12 på flere af etagerne. Ved at gennembryde muren i gavlen ind til nr. 12 kunne han nu pludselig få en stor forretning ud til gaden, et kontor bagved og formentlig have sit værksted i en side- eller bagbygning. At vi ikke nøjagtig kender værkstedets placering, skyldes, at denne bygning 30 år senere blev revet ned, da den nye gade Borggade skulle anlægges, og i Bygningsdirektoratets arkiv er formentlig af samme grund intet bevaret om bygningerne i Klostergade 12. Kobbersmedefamilien med deres fire hjemmeboende børn og tjenestepigen Andersine flyttede i 1899 ind i en lejlighed på 1. sal i skomagerens tidligere hus. Vi ved ikke, hvordan lejligheden så ud, men nogle år senere flyttede familien tilbage til nr. 10 i det nyopførte hus på 1. sal, og her kan vi af byggetegningerne se lejlighedens indretning. Eller rettere lejlighedernes, idet der her er to på 1. sal. Den ene beboes af musikdirektør John Gutfeldt, kan vi se af vejviseren, og den anden af kobbersmedefamilien. Hvis H. Chr. Hansen valgte at bo oven på sin forretning, var det næsten herskabelige forhold, man flyttede ind til. Det var en fire-værelses lejlighed med spisestue, dagligstue, kabinet (herreværelse) og et soveværelse, der lå bag badeværelset med kloset og badekar. Bagest mod gården lå køkken og spisekammer. Da man kun havde et soveværelse, må vi antage, at hele familien sov her. Men flot har det været, med kamin i herreværelset og karnap i dagligstuen. På anden sal boede ligeledes to familier: snedkermester Chr. Kortsen og portier G.M. Andersen med sin familie. Oppe på kvisten har der tilsyneladende været lejet værelser ud, bl.a. til en handelsrejsende Christian Jensen. Nede i stuen havde bagermester Edward Jørgensen sin butik og bageri i bagbygningen, medens der i nabohuset nr. 12 ved siden af kobbersmedeforretningen var en papirhandler Seidelin, og på anden sal havde frk. Petersen sin systue. På tredie sal boede kobbersmedesvenden J.R. Jørgensen, der i øvrigt senere overtog forretningen efter Hansen. I disse to huse i Klostergade har der boet 12 familier, så selv om kobbersmedefamilien har fået forbedret deres boligforhold, boede man stadig tæt, og legekammerater kan der aldrig have manglet.
|
|
| Gas- og
vandmester
Efterhånden skiftede H. Chr. Hansen titel til gas- og vandmester, eftersom det nu var det, firmaet mest beskæftigede sig med. Det gamle kobbersmedearbejde med fremstilling af kobberkøkkentøj var forlængst lagt på hylden, og i annoncerne lige efter århundredskiftet er det nye produkter, man tilbyder: "Luftklosetter, Vandklosetter, Badeovne, Badekar samt Montering af Toilet og Badeværelser". Sprøjteslangerne er dog ikke glemt; de ses stadig i annoncerne i 1910. Hvordan det daglige arbejde foregik i firmaet, har vi ikke bevaret direkte beskrivelser af, men fra nogenlunde samme tid findes en beretning fra en blikkenslager, der stod i lære et andet sted i byen. S.P. Sørensen fortæller: "Blikkenslageren brugte i min Læretid en del Værktøj, saa som forskellige Former af Hamre og Ambolte, som holdtes blankt pudsede. Det foregik med Haandkraft på 1 Bøgeplanke med Sprit og knust Wienerkalk. Det var med at lægge Kræfterne i, naar Værktøjet havde været brugt hele Ugen og udsat for Syredampe paa Blikkenslagerværkstedet... Naar man mødte som ny Lærling var Paaklædningen den Gang før Aarhundredskiftet, Lærredsbluse, Molskindsbukser og Træsko... Hos vi Blikkenslagere var det altid det Loddemateriale med Brændsel der var et Slæb for Lærlingene. Vi kunde sjælden lave ret meget uden for Værkstedet, uden at skulde lodde med Loddebolt, og den skulde jo varmes for at kunne smelte Tinnet. Vi havde ikke den gang Lodde Værktøj, som opvarmedes af Benzin og Petroleum, saa vi maatte bruge hvad vi i Faget kaldte en Ildgryde. Der brændte saa Trækul eller Tørv, og deri varmedes Loddeboltene..." Af statistiske oplysninger om fagets udvikling fremgår, at der i 1880 var beskæftiget 1.377 personer med blikkenslager eller gas- og vandmesterarbejde, mens der i 1890 var 2.132. I 1901 var antallet fra 1880 mere end fordoblet, idet der nu var 3.211 beskæftigede. Antallet af mestre i hele landet var i 1880: 666, 1890: 862 og 1901: 936. Den gamle bygningsmasse i byerne havde et stort behov for installation indenfor vand- og sanitetsområdet, og netop omkring århundredskiftet begyndte man at installere indendørs toiletter i modsætning til de gamle udendørs træretirader nede i baggårdene. H. Chr. Hansen blev formand for Gas- og Vandmesterforeningen og Kobbersmedemesterforeningen i Århus, og på Landsudstillingen i 1909 fik han en medalje for sine brandsprøjter. Samme år indrykkede H. Chr. Hansen en annonce, hvor han sammen med tre andre indbød "til en Festlighed for Veteraner fra 1864 og andre, der har aftjent deres Værnepligt paa Fregatten Jylland".
|
|
| .... &
Co.
I 1912 blev mestersvenden Jens Rasmus Jørgensen, der boede i Klostergade 12 med sin familie, optaget som kompagnon. Han var nu medejer af firmaet, der kom til at hedde H. Chr. Hansen & Co. Jørgensen var en dygtig handelsmand og købte efter 1. verdenskrig hele skibsladninger hjem fra Tyskland, særligt støbejernsrør til afløb. Bl.a. skaffede han materialer til Regina-komplekset i Østergade med hotel, teater og biograf. Jørgensen blev som H. Chr. Hansen en kendt figur i bylivet, til tider under tilnavnet "Bulder-Jørgen". Et par år efter Jørgensens indtræden som kompagnon blev Axel Søren Peter Lund Lauersen antaget som arbejdsdreng og han blev senere udlært blikkenslager i firmaet. Lund Lauersen blev så anerkendt af de øvrige svende, at han fik tanker om at starte sin egen forretning. Der blev dog i stedet indgået en aftale med Jørgensen, således at Lund Lauersen i 1932 blev optaget som kompagnon og i 1958 blev eneindehaver af firmaet. Jørgensen havde også ved overdragelsen til Lund Lauersen vist sig som en dygtig handelsmand. Overdragelsessummen skulle reguleres efterhånden som dens rater forfaldt og da Lund stod for en kraftig ekspansion af firmaet steg prisen derfor næsten ligeså hurtigt som Lund betalte. J.R. Jørgensen døde i 1958 efter et færdselsuheld. Arbejdsforholdene for den daværende arbejdsdreng kan vi se af en protokol med "Fortegnelse over unge Mennesker fra Udskrivning af Skolen til 18 Aars Alderen", som skulle forefindes let tilgængeligt på et hvert arbejdssted. I året 1915 blev det noteret at Lund Lauersen fra Søegade 4 (f. 1901) var optaget i arbejde den 17. April, og hans arbejdstid var fra 6 morgen til 6 aften, med spisetider to gange om dagen. Kl. 8 til 8½ var der spisepause og kl. 12 til 1½ var der igen spisepause. Allerede fem år senere i 1920 var arbejdstiden blevet nedsat, idet de nye læredrenge skulle møde fra 8 til 4½ (16:30), med en enkelt daglig spisepause fra kl 12 til 12½. Nu skulle man ikke længere hjem og spise middag, men måtte have madpakke med. Efter første verdenskrig var tårne, spir og mansardtage med kunstfærdigt udformede kviste efterhånden forsvundet fra arkitekturen på nybyggerierne, og bygningerne forsynedes nu med mere enkle tage, hvor blikkenslager- eller kobbersmedearbejdet nærmest indskrænkede sig til opsætning af tagrender og nedløbsrør. Dette medførte en tilbagegang for de traditionelle udendørsarbejder for kobbersmeden og blikkenslageren, men til gengæld skete der en tilsvarende stigning i de indendørs arbejder med indlægning af gas- og vandinstallationer.
|
|
| Mellemkrigsårene
og anden verdenskrig
I 1930 havde Jørgensen købt Studsgade 11 og firmaet flyttede hertil fra Klostergade, da anlæggelsen af den nye Borggade nødvendiggjorde, at ejendommen Klostergade 12 skulle rives ned. Samme år tiltrådte den 21-årige bogholder Erik Bodin Hansen som bogfører, fordi kontordamen var blevet gravid. "Jørgensen stolede vist ikke rigtig på at en ung mand kunne føre regnskaber, så ind imellem førte han selv tallene i protokollen, men dem rettede jeg, hvis de ikke var korrekte, og det brød han sig ikke om. Jeg blev sagt op en gang om måneden i den første tid, men jeg blev da på stedet", har Bodin senere fortalt. I Studsgade kom firmaet til at dele adresse i forhuset med en cigarhandlerske fru Newmann til den ene side, en grønthandler til den anden og i gården beslagsmedemester Larsen. I forhuset havde firmaet et lille bitte kontor og en butik, der heller ikke var ret stor. Her var bl.a. udstillet cigaræsker af kobber og messing (importeret fra Tyskland), og en almindelig efterspurgt vare - de små net til datidens gaslamper. Der var også udstillet enkelte VVS-artikler, bl.a. et meget celebert toiletsæde i vinduet, og netop dette toiletsæde var der engang i trediverne en dame, der kom ind i forretningen for at købe. "Det kan De virkelig ikke købe lille Madam," sagde Jørgensen, "fordi det er det eneste vi har af den slags i hele forretningen". I baghuset over værkstedet havde en af byens letlevende damer sin "forretning" på 1. sal, og der var en jævn strøm af mere eller mindre kendte kunder til hendes forretning. Baggården delte man også med et vaffelbageri, der havde forretning rundt om hjørnet i forhuset i Paradisgade, og den liflige duft af friskbagte vafler fristede ofte een og anden fra kobbersmedefirmaet. I 1929, da H. Chr. Hansen var 72 år gammel, blev han hædret med ridderkorset for sine fortjenester i løbet af årene som kobbersmedemester og vicebrandinspektør. Han havde fortsat sin gang i huset, idet han een gang ugentlig kom og fik udbetalt sin "apanage" på 25 kr. Det var den unge bogholder Bodin, der udbetalte ham pengene, og der fulgte altid nogle gode råd eller praktiske livserfaringer med fra den gamle hædersmand. I mellemkrigsårene var der ansat op til 50 svende i firmaet, men en del af dem var der kun i kort tid af gangen, fordi de var på gennemrejse på hjem fra en tur på valsen i Tyskland. En af de store kunder var Aarhus Oliefabrik, hvor firmaet fast havde 20-30 mand gående for at vedligeholde produktionsanlægget. Hver fredag tog Bodin ned til porten i Sydhavnen for at aflevere lønningsposerne til de svendene. Ofte var konerne og til tider også skattefogeden mødt op for at sikre sig del i udbetalingen. Til oliefabrikken leverede firmaet også store kar af fortinnet jern til brug ved olieudvinding. Størrelsen på karrene var afstemt efter portens størrelse i Studsgade 11, så man kunne få dem ud af gården. De blev som regel afhentet på hestevogne, men oliefabrikken havde også nogle store gamle lastbiler, der kunne sørge for transporten. Udenfor porten og til venstre i Studsgade lå bl.a. Arbejdsanvisningskontoret, og i 1930’erne var det et trist syn at se de mange arbejdsløse mænd stå i kø uden for, husker Bodin. I disse år var der som omtalt mange ejendomme, som fik installeret wc’er på bagtrappen i stedet for de gamle træretirader i baggården. I visse pænere ejendomme på Kystvejen og i Høegh Guldbergs Gade blev der endog installeret rigtige badeværelser med badekar og bruser. Selve værkstedet inde i gården var ikke stort. H. Chr. Hansen & Co. delte det med beslagsmeden, der dagligt skoede adskillige hold heste. Man benyttede i fællesskab essen, men kobbersmedene havde deres egne ambolte, der ofte var noget mindre end smedens. Og deres værktøj var selvfølgelig også forskelligt fra hans, bl.a. havde de varmelamper til opvarmning af tinnet, når de store kar skulle loddes i siderne med tin. Lageret var heller ikke ret stort. Her opbevaredes kobberpladerne, som blev importeret fra Tyskland, samt blyruller, der blev anvendt til vandrør. Lund var ikke glad for heste, og da der var heste i baggården hos beslagsmeden, kom han der kun, når hestene var væk. Hvis man tilbød ham at holde hesten, mens han gik forbi, lød svaret: "Du kan jo ikke holde den i begge ender på een gang". Brandspande med pumper i til hospitaler var et af firmaets førende produkter, og mens kobberbrandspandene blev lavet af kobbersmedene selv, blev strålespidsen drejet op i messing af en gørtler og siden monteret på lærredsslangen. Amtssygehuset blev allerede en stor kunde og var det i mange, mange år. Under krigen var der flere aktive modstandsfolk i firmaet, og der foregik bl.a. våbentræning i værkstedet. Her øvede man sig i "skiveskydning" ved at skyde efter de store blokke, som amboltene hvilede på. Forretningen blev udsat for schalburgtage under krigen, og ved denne lejlighed forsvandt alle de gamle arkivalier fra kobbersmedefirmaets første dage i Klostergade.
|
|
| Efter krigen
Efter 2. verdenskrig deltog firmaet i stadig stigende grad i større licitationer på boligbyggeri, men også stormagasinet Salling, og som allerede omtalt Amtssygehuset, var blandt de store kunder. På dette tidspunkt var firmaet efterhånden vokset så meget, at man ikke kunne have alt værktøj og materiel i Studsgade, men måtte opbevare stilladser, plader og rør på flere forskellige adresser i byen, bl.a. i Hjortensgade og Graven. Og da det efterhånden blev et problem med tilkørselsforholdene til værkstedet i Studsgade, begyndte Lund så småt at tænke på at flytte firmaet ud af byen til en samlet adresse. Der gik dog en del år, før denne plan blev realiseret. I 1957 ansatte firmaet sin første ingeniør, Jens Kjølby. På dette tidspunkt var man igang med en større byggesag for Statshospitalet i Brønderslev, og firmaet havde 42 ansatte på stedet til at udføre VVS-installationerne i de godt 50 bygninger, entreprisen dækkede. Kjølbys første opgave - efter kun få uger på jobbet - var at deltage i styringen af denne store byggesag, som var ved at køre af sporet. Da den unge ingeniør ankom til Brønderslev, var det ikke let for ham at finde firmaets svende. De arbejdede i krybekældrene under de nybyggede huse, og ingen vidste rigtig besked om hvem, der arbejdede hvor og med hvad. Den eneste mulighed for at få et overblik, var at kravle ind i krybekældrene og dér på lister krydse af hvem, der var hvor. Inde i Brønderslev købte Kjølby sig en kedeldragt, en kasket og et par gummistøvler, og så gik jagten rundt i krybekældrene. Herinde viste det sig, at folkene sad og hyggede sig gevaldigt over nogle øller rundt omkring under husene, og da der var en fælles akkord for alle medarbejderne om at få alle husene monteret færdige, var der ingen, der følte et særligt ansvar for at få arbejdet udført - det var der jo nok nogle af de andre, der sørgede for, tænkte man, og det forlød, at rørsmedene kun kom ud af krybekældrene, når de skulle hente flere øl hos købmanden eller have lønningsposen. Kjølbys første træk var at udstede et alkoholforbud. Overtrådte man dette, var det fyringsgrund. Dagen efter var kældrene støvsuget for ølflasker, og alt så rimeligt ud, indtil det et par dage senere viste sig, at folkene havde øl med i deres termoflasker. "Så var der jo ikke andet at gøre end at kravle rundt og snuse i termoflaskerne, og bortvise manden, hvis der var øl i. Jeg lånte en stor tegnebog af en hestehandler, fyldte den op med kontanter, og så var der afregning på stedet", har Kjølby senere fortalt. Efterhånden som der blev sorteret i mandskabet og akkorden blev delt op så bestemte sjak havde ansvaret for bestemte huse, kom der gang i arbejdet. Der var monteret 32 km vandrør, da byggeriet var færdigt. Nogle af rørsmedene fik tilbud om at flytte med til Århus, og en enkelt - William Christensen - arbejder stadig som montør i firmaet, her mere end 40 år efter. Der var også travlt med byggerier i Århus og omegn. 105 lønningsposer var der i januar 1957, og værktøj og materiel var som omtalt fordelt i forskellige lokaler rundt i Studsgadekvarteret. Da der kom krav om skurvogne til byggepladserne, fik firmaet et yderligere pladsproblem og det stod klart, at nu måtte man flytte ud fra midtbyen. Efter flere års overvejelser blev først bygningen Finlandsgade 23 indkøbt . Den viste sig dog at være for lille, hvorefter en grund blev købt af Århus kommune på Katrinebjergvej. Grunden var imidlertid optaget af fire såkaldte finnehuse, som forlængst var saneringsmodne og lejerne opsagt af kommunen. Først da det sidste hus var fraflyttet i 1964, kunne firmaet begynde sit eget nybyggeri.
|
|
| Katrinebjergvej
115
Arkitekt Hevring Nielsen tegnede de nye værksteder og kontorer, og i sommeren 1966 kunne man flytte fra de gamle lokaler i Studsgade. Det var ikke uden vemod, men på den anden side fik man nu samlet hele virksomheden på én adresse. Lund Lauersen nåede kun lige at se de nye lokaler i brug inden sygdom forhindrede ham i at deltage i det daglige arbejde. Lund Lauersen døde i efteråret 1967 efter 53 år i firmaet. Selvom det nok var Lund Lauersens ønske, at firmaet skulle drives videre af Erik Bodin og Jens Kjølby, blev det aldrig til nogen aftale. Erik Bodin og Jens Kjølby købte derfor i 1968 firmaet af Lund Lauersens enke og måtte føje "Eftf." til firmaets navn i perioden frem til omdannelsen fra interessentskab til anpartselskab i 1979. I disse år udførte firmaet VVS-arbejde bl.a. ved de store om- og nybyggerier på Amtssygehuset, Kommunehospitalet, Frydenlundbebyggelsen, Vestervang, Salling og Skandinavisk Tobakskompagni. I 1963 var H. Chr. Hansen & Co. vendt tilbage som leverandør af brandmateriel, denne gang som sprinklerinstallatør. Sprinklerteknologien, hvor små vanddyser enkeltvis udløses ved varmepåvirkning, er over 100 år gammel, men er ikke særlig udbredt i Danmark. Kun i specielt brandfarlige eller i store sammenhængende lokaler kræver det danske bygningsreglement sprinkling. H. Chr. Hansen & Co. udførte de første anlæg som underentreprenør for Norsk Sprinkler, men senere opnåede Jens Kjølby registrering som sprinkleringeniør. Firmaet er blevet blandt de førende og har i dag installeret flere hundrede anlæg. Erik Bodin fratrådte i 1989 kort efter af have fejret sin 80 års fødselsdag og efter næsten 60 år i firmaet. I 1990 blev udvidet med en særlig og hurtigt voksende afdeling for projektering og montage af ventilationsanlæg til varehuse, sygehuse, kulturhuse, fabrikker mv. I 1991 blev anpartselskabet ændret til aktieselskab og pr. 1. december 1993 overtog civilingeniør Lars Kjølby hele aktiekapitalen fra sin far Jens Kjølby. Firmaet er i de seneste år, så det i dag er blandt landets 25 største VVS-installatører med ca. 50 medarbejdere, heraf 30 faguddannede rørsmede og blikkenslagere. H. Chr. Hansen & Co. udfører arbejder over hele landet inkl. Bornholm. Det er først og fremmest de jyske montørers vilje til at afvikle en kort, men effektiv arbejdsuge samt entrepriseledernes evne til at projektere og planlægge, der gør firmaet konkurrencedygtig så fjernt fra hjemadressen i Århus. Værksteder og kontorer blev moderniseret og udbygget i 1995. På denne måde blev der bl.a. plads til en butik på firmaadressen, således som firmaet har haft det i over 100 år. En gang imellem bliver den gamle kobbersmede-viden stadig brugt, som f.eks. da der skulle lægges kobbertag på Amalienborgs nye elevatortårn, repareres tårnur på Vor Frue Kirke i Århus og repareres kviste på huse i Klostergade, den gade, hvor firmaet begyndte i 1832.
|
|
|
Op mod år 2000 var Hjernø økonomisk presset som mange andre i branchen og det var nødvendigt med en ny grundholdning. Omkostning til mellemledere og administration måtte nedbringes. Butikken blev omdannet til kontorer og forhuset blev udlejet. Trods omstruktureringen har Hjernø ikke tabt markedsandele, men tværtimod gennemført en række af store byggesager, som fx. Frederiksberg nye gymnasium, Tivolis koncertsal, pakkecenter i Taulov, Sparekassen Østjylland, Storcenter Nord, Bytorv Horsens og aktuelt i 2007 den store ombygning af Århus Musikhus og produktionsvirksomheden Dafa. Siden januar 2006 har Hjernø desuden repræsenteret den tyske sprinklerfabrik Minimax i Danmark med salg af sprinklere og reservedele til andre sprinklerfirmaer.
|
|
Kildefortegnelse
|
|
Tidslinie
|
|
| Skrevet af |
Museumsinspektør dr.phil. Lars Kjølby (nyere tid) |
 |
Jubilæumsbog 1999 Århus VVS- og Blikkenslagerlaug (14 MB)
|
